Skaberne af den oprindelige ‘Heavy Metal’ fortæller, at mens de ikke er blevet overvældet af kvindelige fans af deres arbejde på filmen, har en stor del mænd, der har erfaret deres forbindelse til arbejde med den særprægede film, glædet sig over den. Det er da heller ikke så underligt, da filmen er lettere umoden i kraft af sine mange letpåklædte og storbarmede kvinder, som ikke just er realistisk portrætteret. Men kan filmen noget i dag, og hvad med fortsættelsen ‘Heavy Metal 2000’?



Selvironisk syretrip
Der er utvivlsomt fjollede aspekter at finde i ‘Heavy Metal’ (1981), som er en samling korte historier linket sammen af en lettere usammenhængende overordnet fortælling. Det er imidlertid de små historier selv, der er interessante, og der er der til trods for, at det er en lidt broget flok, en del at komme efter, hvis man holder af ‘80er æstetik og håndtegnet animation.

Selvom jeg ikke vil påstå, at hver eneste af fortællingerne er bragende flot animeret, er der nogle spektakulære øjeblikke i filmen, som løfter den overordnede oplevelse. Se eksempelvis på den lille noir perle om Harry Canyon. En fin lille historie, der emmer af stil og i øvrigt minder mistænkeligt meget om en kondenseret og mere kantet udgave af ‘The Fifth Element’ (1997). Det er ikke nogen omfattende fortælling, men til gengæld er dens univers og måden, den er tegnet på, fremragende. Her stifter vi også første gang bekendtskab med det faktum, at vi her har at gøre med en film, der i høj grad var ude efter at afsøge grænserne for splat og nøgenhed i en animationsfilm. Ganske enkelt brilliant.

Sådan er ikke alle indslag i filmen, men eksempelvis historien om Den, der egentlig bare er en fjollet teenage fantasi, er underholdende, fordi den fremviser den selvironi, filmen er i besiddelse af. Det lille fantasyunivers, der opbygges, er i øvrigt charmerende. Mens den derpå følgende historie om Captain Sterrn ikke var synderligt engagerende, følges der stærkt op med filmens stærkeste segment i form af den ultra-dystre fortælling: ‘B-17’, der er en kort horrorfortælling, der vel nok er filmens blodigste segment. Kunne man lave en hel film med denne type animation og atmosfære, ville jeg være lykkelig. 

De to afsluttende segmenter: ‘So Beautiful and So Dangerous’ og ‘Taarna’ bringer filmen over i dens hidtil mest syrede af slagsen. Mens førstnævnte har humoren i front og bliver en tand for fjollet til min smag, er sidstnævnte som filmens mest omfattende underhistorie en fremragende og særpræget fortælling, som igen markerer sig mest ved sine interessante visuelle idéer og måden disse kombineres med musik. Her bliver det for alvor klart, hvorfor filmen var populær hos stenere, da den gik i biografen. Blandt andet er en lang flyvetur, der er lavet på en ret kreativ måde, der kombinerer forskellige teknologiske elementer og en stærk sensuel scene, hvor Taarna ifører sig sit kamp outfit, værd at bemærke for sine slående stemninger.

Alt i alt var og er ‘Heavy Metal’ fjollet på visse punkter, men den er også meget bevidst om, når dette er tilfældet. Netop derfor fungerer den til stadighed, som det eksperiment, den var. Et forsøg på at skubbe animation i en mere grænsesøgende retning, hvor ikke kun disneys flotte og ufarlige familiefilm skulle dominere 2D animation. Det er en stor skam, at det ikke lykkedes i højere grad, og det har efterladt os med et døende format, der desværre er blevet så poleret, at mange ikke kan se nogen årsag til at holde det i live, når nu 3D animationen har gjort sit indtog. MS




Smerteligt ordinær
Var der i år 2000 flere grænser at overskride? Kunne en 2D animeret film ved hjælp af lidt bryster og fremvisning af blodindsmurte dødsfald provokere en ny type film frem? Det vil vi aldrig kende svaret på, mest af alt fordi ‘Heavy Metal 2000’ ikke byder på noget nær den kant og stilistiske relevans, som originalen gjorde.

Man kan sige hvad, man vil om den originale ‘Heavy Metal’, men i det mindste vidste den, hvad den var for en film, og hvad den ville. Hovedproblemet med fortsættelsen er, at animationen er kedsommeligt poleret og sågar mikset med nogle stedvist direkte grimme 3D-animationer, der ødelægger illusionen. Historien er også mere traditionel, og mens den oprindelige film gav mulighed for at udforske forskellige universer, der kun løst var bundet sammen, og derfor også kunne udforske forskellige animatorers stil, er der i denne film er kun et univers og absolut ingen udforskning af varierende typer animation. Kun dette generisk udseende og bogstavelig talt ukantede look, som også dominerede mange animerede tv-serier i perioden.

Hele problemet her ligger i, at alt fra fortælling til udseende føles for ordinært. Den oprindelige film skildte sig ud på mange måder, men her er selv brugen af musik blevet begrænset til kedelig underlægning. Med andre ord kunne dette lige så godt have været en gennemsnitlig live-action sci-fi blockbuster. Hvad er formålet i det hele taget med at bruge animation, når man i sådan en grad gør sig umage for at få sin film til at se så ordinær ud? Det er mig fuldstændig uforståeligt.

Det er selvsagt en smule mere omfattende at dække 6 - 7 kortfilm omringet af en rammefortælling end det er at dække en traditionel fortælling, som den ‘Heavy Metal 2000’ byder på. Mest af alt fordi historien her egentlig blot er en hævnfortælling, der tager sted i et lettere eksotisk univers. Denne films idé om humor er, at få to unavngivne væsner til at knalde, idet vores helt ankommer til en ny planet, mens de ser uengagerede ud - ikke særlig effektfuldt må jeg indrømme. Det eneste, jeg for alvor kan sige til filmens forsvar, er, at den har bibeholdt en smule af det miks af fantasy og sci-fi, som den oprindelige film også byder på.

Udover navnet har denne film i sidste ende ikke meget til fælles med sin forgænger. Den er anderledes fortalt på alle måder mere generisk, og helt modsat sin forgænger efterlod den mig fuldstændig upåvirket. Ikke et eneste øjeblik var virkningsfuldt som horror, action eller fantasy, og filmen vil aldrig kunne virke som et argument for, hvad 2D animation kan, som den nyere 3D teknologi ikke formår. MS


KAVALKADE-KANALEN
Trailers og andet videomateriale fra filmene.