filmkavalkaden

I den danske filmskat findes flere eksempler på vittigheder omkring, hvordan børn ikke må følges med børnelokkere. I dagens Danmark, hvor sager om pædofili, incest og børneporno fylder ekstraordinært meget i medierne, har filmbranchen en helt anden tilgang til emnet. Siden Thomas Vinterbergs store gennembrud i 1998 med 'Festen' er det blevet til ikke mindre end seks pædofilm. Emnet er toppet med biografpremieren på Vinterbergs seneste film 'Jagten', og i den forbindelse bringer vi en kavalkade over de seks danske pædofili-film.

Velbegrundet fællespsykose, der går over gevind Hvis ‘Anklaget’ (2005) satte overvejelser i gang hos seeren om, hvad det kan betyde for en mand at blive beskyldt for pædofili, tager Thomas Vinterberg det skridtet videre i sin seneste film, 'Jagten' (2012). Mens ‘Anklaget’ lader det være et tvivlsspørgsmål, hvorvidt hovedpersonen er skyldig eller ej, er det en grundlæggende del af præmissen i Vinterbergs film, at hovedpersonen er ganske uskyldig. Med den viden bliver filmen et interessant men afsindigt frustrerende studie af, at man med en forbrydelse som denne ikke nødvendigvis er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det lille lokalsamfund, der er omdrejningspunkt for filmen, er et meget skarpt skåret billede af samfundet som sådan, og hvordan “de burde have skåret en vis legemsdel af”-mentaliteten lynhurtigt kan sprede sig. På den ene side er det ikke så underligt, fordi forbrydelsen er så forfærdelig, men samtidig er det enormt farligt, hvis det rammer den forkerte. Filmen er skabt til at fremprovokere følelser, der strækker sig fra ængstelse til vrede på hovedpersonens vegne. Samtidig er det svært for alvor at blive sur på specifikke karakterer (i hvert fald i retrospekt), fordi de alle som en handler i en slags fælles psykose, der er meget svær ikke også at være forstående over for: Alt sammen er det meget sigende for det, der er problemet med disse sager også i det virkelige liv. Det er alt andet end sort og hvidt, og det portrætterer Vinterberg på fineste vis. MS

Et brag af en fest Når man ser Thomas Vinterbergs ‘Festen’ (1998), forstår man, hvorfor Dogme 95-idéen fik så stor anerkendelse og udbredelse verden over. De filmiske virkemidler glimrer ved deres fravær, og i det hele taget er det imponerende, hvordan Thomas Vinterberg og fotografen Anthony Dod Mantle lykkes med at lave noget, der er så meget en film uden brug af lyssætning, underlægningsmusik, colorgrading og kamerakraner. Det eneste de har ved hånden er et kamera og en mikrofon, som indfanger den ene suveræne præstation efter den anden. Historien er lige så simpel, som den er genial. Overhovedet i familien Klingenfeldt-Hansen (Henning Moritzen) inviterer til 60 års fødselsdag på sit smukke slotshotel. Men da sønnen Christian (Ulrich Thomsen) i sin tale beskylder faderen for at have misbrugt ham og hans afdøde tvillingesøster seksuelt, sættes der en brat stopper for festivitasen. Det er nervepirrende at følge, hvordan værten og de resterende gæster med Klaus Bondams tyske toastmaster i spidsen, insisterer på at lade festen forløbe efter traditionel takt og tone og fuldstændig ignorerer Christians tale. ‘Festen’ blev med adskillige prismodtagelser, blandt andet Jury Prize på Cannes Film Festival, begyndelsen på en stor periode for dansk film og startskuddet for Vinterbergs internationale karriere. JP

Set gennem et barns øjne Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens fremragende roman: ‘Kunsten at græde i kor’ (2002) viser incest set gennem et barns øjne - og vel at mærke ikke det barn, som udsættes for overgrebet. Det er gennem Allan, som i filmen spilles af Jannik Lorenzen, fortællingen for alvor gøres hjerteskærende. Den unge dreng holder af sin far og forstår ikke det afskyelige i det emotionelle og ikke mindst fysiske misbrug, faderen udsætter sin familie for. Han vil basalt set gerne, at alle er glade. Jesper Asholt var, som så mange andre, der har påtaget sig rollen som krænker af denne type, voldsomt nervøs for at give sig i kast med projektet, men han præstation er ikke desto mindre en brilliant en af slagsen, som er bærende for hele filmen. Faderen er ikke ond, selvom hans handlinger er det, blot ødelagt og det ganske eftertrykkeligt. Dermed ikke sagt at, Fog i sin fortælling glamouriserer selve den incestiøse utugt. Portrætteringen af selve øjeblikkene er sparsommelige og bliver grusomme ved at være antydede. Resten af ubehaget stammer i høj grad fra Allans mangel på forståelse, som giver anledning til mange akavede og sorthumoristiske sekvenser. Forfatter Erling Jepsen udgav en fortsættelse til sin semi-selvbiografiske bog i 2006 i form af ‘Med venlig deltagelse’, som gravede dybere ned i de psykiske mén en nu voksen Allan konfronteres med, da faderen dør, og han atter vender tilbage til det sønderjydske. MS

Klaustrofobisk intensitet Anderledes ser det ud i Jacob Thuesens ‘Anklaget’ (2005), hvor rollerne er byttet rundt i hvert fald som udgangspunkt. Modsat ‘Kunsten at græde i kor’ er nærværende film fortalt gennem en voksen mands øjne, og mørket heri er derfor også langt mere håndgribeligt. Tanken om at blive beskyldt for en handling så ubehagelig som pædofili er noget nær det værste, jeg og sikkert mange andre kan forestille sig, da ikke mindst af sin egen datter. Det helt store spørgsmål i filmen her er naturligvis, om hovedpersonen Henrik (Troels Lyby) er skyldig. Hvad Thuesen, såvel som manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson så fint formår er at skabe en meget følelsesladet fortælling, der ikke er afhængig af, om tiltalte findes skyldig eller ej, fordi den er så fint fortalt. Med en tydelig flair for stemning får filmens visuelle side skabt en trykkende atmosfære, der gør oplevelsen yderst intens. Filmen har en råhed, der ikke fremhæves af socialrealismens til tider så grå og kedelige udtryk men af klassiske virkemidler, der virker stærkt overbevisende. Thuesen har lavet en overraskende mørk film, der nærstuderer en mands psyke og et samfunds kollektive angst, der er forståelig men også potentielt set kan være farlig og destruere et menneske. MS

For meget af det onde I Manyar I. Parwanis spillefilmsdebut ‘Himlen falder’ (2009) går turen atter til udkantsdanmark i en historie inspireret af Tønder-sagen - den vel stadig bedst kendte sag om misbrug af børn i nyere tid. Handlingen er flyttet til det midtfynske idyl, hvor sol over grønne enge står i dyb kontrast til de fordækte gerninger, som udføres bag støvede ruder i et nedlagt landbrug. Sara (Mille Lehfeldt) blev tvangsfjernet som barn, men rejser hjem til sin biologiske familie, da hun får nyheden om sin mors død. Her møder hun første gang sine små søstre, som stadig bor hos faderen, og det vækker frygtelige minder fra Saras barndom. Ligesom ‘Kunsten at græde i kor’ skildrer ‘Himlen falder’ en faderfigur som med ynkelig tydelighed tvinger sine børn til at gøre, hvad han beder om. De små døtre er konstant på forkant med fars barnlige opførsel, og deres loyalitet er hjerteskærende. Alt for at gøre farmand glad! Man må fremhæve Dick “Krummefar” Kaysø, der i rollen som faderen Kjeld er blevet udsat for et af de mest velfungerende casts imod type, der længe er set. ‘Himlen falder’ er en barsk og ulækker film, som med sit sygelige gule og grønne farveregister og sin tematisering af alle former for incest fra søskendesex til børneporno foruden et sideplot om nynazisme desværre ender med at blive for meget af det onde. JP

Aktuel og kontroversiel Det har ikke været let for instruktøren Per Dreyer at få vist sin kortfilm ‘Far’ (2012) for et dansk publikum. Tv-stationerne har enten ignoreret hans henvendelser eller blankt afvist at sende filmen med den besked, at de ikke engang havde lyst til at se den til ende. ‘Far’ er en fortolkning over Fritzl-sagen fra Østrig, hvor en far holdt sin datter fanget i en kælder og voldtog hende gennem mange, mange år. Filmen er uden tvivl ganske barsk, men den primære grund til, den ikke er blevet vist har nok at gøre med historiens frygtelige kildemateriale, som stadig er i ganske frisk erindring hos folk over hele verden. Titelrollen som faderen udfyldes af den folkekære skuespiller Claus Bue - endnu et sublimt eksempel på anticast - og bag kameraet, sammen med Per Dreyer stod den erfarne britisk-danske fotograf Anthony Dod Mantle. Der er altså uden tvivl noget at se frem til, og instruktøren arbejder tilsyneladende i øjeblikket på at distribuere ‘Far’ på en streamingtjeneste, så den kan komme ud til det publikum, den fortjener. Så kan instruktøren måske også indtjene lidt af de 200.000 kroner, han har kastet i projektet. JP

KAVALKADE-KANALEN

Trailers og andet videomateriale fra filmene.